Den Europæiske Referenceramme for Sprog

The Common European Framework of Reference (CEFR)

A1  (Cambridge 1 – Elementary)
  • Man kan både forstå og udtrykke sig på et meget elementært niveau og give simple oplysninger om sig selv og sin familie- og arbejdsforhold.  Man kan fungere nogenlunde i meget elementære dagligdags situationer som indkøb, restaurantbesøg m.m. Man kan stille og besvare de mest elementære spørgsmål i basale, dagligdags situationer.
  • Man kan læse og skrive enkle sætninger om almindelige dagligdags emner som familieforhold, bolig og fritid, præsentere sig selv og andre, læse en almindelig menu og udfylde almindelige formularer på hotel eller turistbureau.
A2  (Cambridge 2 – Pre-Intermediate)
  • Man kan forstå simple instruktioner og spørgsmål og kan fungere i nemmere dialoger om dagligdags emner som fx på hotel, restaurant, arbejde og i private sammenhænge.
  • Man er i stand til at forstå de væsentligste informationer i almindeligt, men langsomt talt sprog.  Man kan udtrykke sig på et elementært sprog i dagligdags situationer, kan give enkle instruktioner og deltage aktivt i en simpel samtale om almindelige dagligdagsemner.
  • Man kan udtrykke forskellen mellem nutidige, fortidige og fremtidige hændelser.
  • Man kan læse og forstå korte, nemmere tekster i deres helhed samt finde specifikke informationer i mere avancerede autentiske tekster.
  • Man kan læse og forstå almindelige formularer, spisekort, køreplaner til tog, bus m.m.
B1  (Cambridge 3 – Intermediate)
  • Man kan forstå det væsentlige indhold i en almindelig samtale på et naturligt, men langsomt og tydeligt talt standardsprog samt forså det væsentligste indhold i radio- og tv-udsendelser om almindelige, dagligdags emner.
  • Man kan klare sig i de fleste almindelige, dagligdags situationer (smalltalk, arbejde, rejse m.m.) på et forståeligt og rimeligt flydende, men enkelt og ikke helt fejlfrit sprog.
  • Man kan agere i en dialog, reagere på spørgsmål og gengive informationer om almindelige dagligdags emner.
  • Man kan forstå det væsentligste indhold i autentiske tekster skrevet på et almindeligt niveau om dagligdags emner.
  • Man kan læse breve om personlige emner samt forstå de væsentligste udsagn i mere avancerede tekster om mere avancerede emner.
B2  (Cambridge 4 – Upper Intermediate)
  • Man kan forstå også mere indviklet, men klart struktureret tale og instruktioner på et naturligt standardsprog talt i almindeligt tempo – dog uden alt for komplicerede vendinger og inden for almindelige emner.
  • Man kan følge og forstå det væsentlige indhold i TV- og radioudsendelser som nyheder eller reportager samt forstå pointen i en film på målsproget.
  • Man kan deltage aktivt i diskussioner med indfødte sprogbrugere om almindelige emner og udtrykke sin mening på et nuanceret standardsprog.
  • Man kan læse almindelige, skønlitterære tekster og sagprosa på et almindeligt standardsprog.
C1  (Cambridge 5 – Advanced)
  • Man kan forstå almindeligt standardsprog, også når baggrunden ikke er klart defineret, og talen er mere ustruktureret eller en smule dialektpræget.  Man kan følge tv- og radioudsendelser og film på målsproget stort set uden besvær.
  • Man kan udtrykke sig flydende og stort set ubesværet på et nuanceret standardsprog; man kan fremlæge sit synspunkt og deltage i en diskussion med indfødte, uden at disse skal tage særligt hensyn til mine sproglige evner.
  • Man kan holde et oplæg eller foredrag på et klart og tydeligt standardsprog.
  • Man kan læse stort set alle tekster (både skønlitteratur, artikler og almindeligt fagsprog) og kan også forstå mere indviklede detaljer i teksten.
  • Man kan tilpasse sin sproglige stil til en given anledning og modtager.
C2  (Cambridge 6 – Proficiency)
  • Man forstår alt talt sprog – også i film og radioudsendelser – ned til mindste detalje og kan også forstå dialektpræget tale, hvis man får lidt tid til at lytte sig ind i dialekten.
  • Man kan deltage i diskussioner om alle emner på lige fod med en indfødt, er fortrolig med idiomatiske vendinger og udtrykke  sig nuanceret, flydende og fejlfrit.
  • Man kan holde oplæg, foredrag m.m. i et struktureret og velformuleret sprog på lige fod med en indfødt sprogbruger.
  • Man kan læse alle former for almindelige tekster uden besvær og kan også forstå meget komplekse tekster og fagsprog på lige fod med en indfødt sprogbruger.